I guds eget land må det formodes at være det, som Eva lokkede Adam på glatis med. At være turist i denne by er som at løbe på rulleskøjter. Til tider bestemmer man selv over farten ― til andre tider bestemmer den over én.
Det vanskelige valg i New Yorks bureaukratiske infrastruktur er at vide, om der er en lov, som forbyder det, man står i begreb med at gøre, eller en lov der siger, at man skal gøre det. En hjælpsom indbygger forklarede mig, at det eneste stensikre er, at det ikke er strafbart at bryde ind i en samtale; at drukne en stemme; at slå tiden ihjel; at skyde et billede; at stjæle et hjerte.
På en husmur stod skrevet med graffitiskrift: Findes der intelligensvæsener i New York? Jeg skrev nedenunder: Ja, men jeg er kun på gennemrejse.
En målestok for en virkelig stor by er, at man er nødt til at gå for at komme hurtigt frem til sit bestemmelsessted, og den eneste sikre måde at krydse en gade på ville være at gå over med en ko.
Smarte tankstationer har fundet ud af at sælge dette skilt til at sætte bag på en bil: "Bliv bare ved med at tude. Det er Deres mavesår ― ikke mit.” Efterhånden som der er blevet større og større knaphed på fodgængere, er bilisterne begyndt at købe speedbåde, så de kan lade det gå ud over svømmerne.
Jo flere parkeringspladser der anlægges i New York, jo flere vogne vil der komme for at fylde dem. Det er ligesom at fodre duer.
New yorkerne kører kofanger ved kofanger ud til et badested for at sidde bag ved bag! Trafikken begge veje bryder sammen af de mest utrolige årsager. En dag prøvede en kvindelig bilist at forklare færdselspolitiet, at hende venstre blinklys var i stykker, og at det havde taget hende en evighed at planlægge sin dag, så hun kun skulle svinge til højre.
New Yorks firkantede skyskrabere gnider sig indeklemte op og ned ad hinanden. Hvad det end er, som forårsager luftforureningen, er det i hvert fald ikke fredspiben. Fred eksisterer ikke. Der eksisterer fredelige mennesker. Nogle af disse new yorkere mindes med vemod tiden, da udtrykket: der er noget i luften, bare var en talemåde.
Et stort problem i USA er, hvordan man skal bevare det vilde i naturen og komme af med junglen i storbyerne. New yorkerne trøster sig med (ifølge New York Times) at de lever i en heldig tidsalder. Alt hvad der er galt skyldes den foregående generation, men det bliver den næste, der skal rette det op.
Når man er i en fremmed by, er den første person, man spørger om vej, heller ikke dér fra byen. Jeg prøvede at finde Wicky Bar, som jeg havde fået anbefalet som samlingssted for teaterskuespillere (skuespillere gør alt for at blive berømte, hvorefter de tager solbriller på for ikke at blive genkendt). Det lykkedes mig at standse en indfødt new yorker, som kunne forklare mig nærmeste vej dertil. Jeg taler udmærket accent med en lille smule amerikansk, og han tilføjede, inden vi skiltes: "Det er et sted, hvor bordene er reserverede, og gæsterne ikke er det, men jeg kan høre, De er udlænding, og så bliver De nok lukket ind."
På en lille sceneforhøjning i barlokalet stod en midaldrende kvinde, der var så tynd, at hvis hun lukkede det ene øje, ville hun ligne en stoppenål. Hun reciterede sit eget digt på 188 vers med titlen: "Mors sidste ord".
Der var ikke mange ledige borde, og jeg satte mig ved bardisken ved siden af en ung pige. Hun så ud som en salme i ansigtet, og hendes kjole var også dydsmønstret. Så jeg regnede ikke med, at det ville blive opfattet som andet end en venlighed at byde hende på en drink.
"Til et hotel?" råbte hun. Nærmest lamslået over hendes reaktion, prøvede jeg at forklare hende, at hun havde misforstået mig. "Hvor frækt!" råbte hun endnu mere oprørt. "At komme her og spørge, om jeg vil tage med Dem på et hotel!"
Forvirret og pinligt berørt listede jeg hen i et hjørne af baren, mens de andre gæster stirrede forarget efter mig.
Lidt senere kom den unge pige hen til mig og sagde: "De må undskylde, at jeg lavede sådan en scene før, men jeg studerer psykologi og er i gang med en opgave om folks adfærd i uventede situationer."
Jeg stirrede på hende med minutiøs ligegyldighed og udbrød så med gjaldende stemme. "Hvad siger De? Hundrede dollars?"
Det må anses for et guds under i guds eget land, at det har fostret genier som Darwin, Edison og Ford, foruden store forfattere og kunstnere, når man tænker på, hvad de fik at spise!
Levealderen i USA burde være betydelig lavere end i Europa. Ved en middag med fem retter forstår en amerikaner en bøfsandwich og fire øl. Hans opfattelse af sund kost er en ekstra oliven i sin Dry Martini.
I New York kommer gourmeten kun på mondæne restauranter, fordi de ikke vil tage på i vægt de forkerte steder. Det fortalte taxichaufføren, som på afrejsedagen kørte mig til LaGuardia Airport. Han snakkede løs som et helt ordskælv om sit vægtproblem. Han tog på i vægt på grund af synd — det var synd at smide det her væk, det var synd at levne denne her smule. Nu vejede han sig kun på dage, hvor alting gik skævt — de dage var jo ødelagt alligevel.
Jeg havde tabt tre pund under opholdet i New York, fordi jeg ikke brød mig særligt om amerikansk mad og mest havde spist på vegetarrestauranter og i orientalske spisehuse. Chaufføren sagde, at han var kommet i den alder, hvor han ikke ville drømme om at spise naturprodukter. Han havde brug for alle de konserveringsmidler, han kunne få.
For hvert år, der går, tager det kortere tid at rejse til en anden verdensdel og længere tid at nå frem til lufthavnen. Taxien havde kørt kortegekørsel halvdelen af vejen, men chaufføren forsikrede mig, at der ikke var grund til bekymring — alle fly var altid forsinkede.
Ved indchekningen hørte jeg også en ophidset, ældre, britisk dame sige til funktionæren: "Hvordan kan noget, der bevæger sig med 900 kilometer i timen, være forsinket?"
En rejse siges at udvide folks horisont, men ofte forlænger den blot deres talestrøm.
