27. oktober 2007 offentliggjorde Politiken Helle Thorning-Schmidts udokumenterede angreb på Pædofilforeningen. Hendes indfaldsvinkel var, at en børnepornoring var optrævlet i Tyskland, og T-S gjorde opmærksom på ― hvad de fleste jo udmærket ved ― at børnepornografi også er forbudt i Danmark. Det gav T-S lejlighed til at få luft for sin forargelse over, at pædofile i Danmark har deres egen hjemmeside, og det kunne læses mellem linierne, at Pædofilforeningen sikkert via den medvirkede til udbredelse af børnepornografi. Tre gange henvendte Pædofilforeningen sig til Politikens redaktion med et læserindlæg til imødegåelse af angrebet, hvilket blev afvist, bortset fra at redaktør Seidelin en enkelt gang nedlod sig til at svare på denne måde:
... jeg kan da oplyse, at jeg ikke betragter pædofile som en minoritetsgruppe med særlig adkomst til at blive hørt, og dermed heller ikke pædofilforeningen, som en part i en samfundsdebat. En udtalelse som er en totalitær avis værdig.
Næsten ord til andet modtog jeg selv i 1950’erne et lignende brev fra Politikens redaktion som det oven for citerede, da jeg som talsperson for de homoseksuelle forsøgte at komme til orde for at nuancere debatten om denne minoritetsgruppe. Det var tillige i de mørke år under ”den grimme lov”, efter hvilken en 21-årig i realiteten var mindreårig, som det var strafbart at have et fysisk forhold til. Sat på spidsen var undertegnede så dengang pædofil ved at have seksuelt forhold til den ven, jeg nu har levet sammen med i femogfyrre år.
Som Bismarck meget rigtigt sagde: »Hvis folk vidste, hvordan man laver love og leverpostej, ville de ikke kunne sove roligt om natten«.
Den seksuelle drift er nedlagt i mennesket fra fødslen, og hvornår den begynder at gøre sig gældende med behov for tilfredsstillelse og på hvilken måde, kan der ikke opstilles love eller moralregler for, den er ligesom katten sgu sin egen.
I den ofte frigide, nordiske kultur nægter man at anerkende, eller man lukker snarere bevidst øjnene for det, at børn har seksuelle følelser og drifter, til trods for megen seriøs oplysende litteratur om emnet. I andre og større kulturer end den nordiske er det ikke ualmindeligt, at 12-årige piger bliver gift og sætter afkom i verden.
En dansk mor gift med en mand med en anden kulturbaggrund end den nordiske og bosat i hans land, vil således kunne komme ud for, at hendes 12-årige datter bliver gift og besvangret, hvis hun ellers opfylder betingelserne for at være moden hertil. Hvad drenge angår er der aldrig ført bevis for, at et homoseksuelt forhold skulle skade dem på nogen måde, hvis det ikke gennemføres ved voldsanvendelse.
Den megen røre om katolske præsters forhold til messedrenge, navnlig i USA, skal anskues i lyset af den amerikanske lovgivning om homoseksualitet, som er betydelig mere reaktionær og puritansk end de skandinaviske. Desuden er der en tydelig feminisering i messedrengenes klædedragt, som næppe virker tillokkende på de fleste drenge, men sandsynligvis på tvekønnede eller direkte homoseksuelle, der ikke har noget mod at blive efterstræbt af en voksen.
Ifølge amerikanske undersøgelser har 61% voksne mænd haft et eller flere homoseksuelle forhold, da de var mellem 11 og 16. Jeg havde mit første som 11-årig til en 19-årig soldat.
Når børn bliver krænket seksuelt, er det langt fra altid af voksne. Det er ofte deres skolekammerater.
Det viser en statusrapport fra Projekt Janus, sept. 2008, som er Danmarks eneste behandlingssted for børn og unge mellem 6 og 18 år, der har begået seksuelle krænkelser mod andre børn. At en stor del af krænkelserne bliver begået af skolekammerater, er et nyt aspekt, som hverken forældre eller skoler har haft kendskab til før.
Hverken Helle Thorning-Schmidt eller redaktør Seidelin har gjort sig den ulejlighed at lave en smule research på også denne side af sagen. Pædofilgruppen er ene og alene et politisk debatforum, hvor samfundets seksualpolitiske holdninger diskuteres. Men T-S ønsker sindelagskontrol. Hun går nok ind for forsamlings- og ytringsfrihed, blot ikke når det gælder pædofile. Og kan deres forening ikke forbydes, fordi den rent faktisk ikke krænker nogen lov, skal den i hvert fald underkastes skærpet kontrol og overvågning, mener T-S.
Der har allerede været forslag fremme i nogle medier om at fratage denne minoritet forsamlings- og ytringsfrihed, foruden at gøre selve tilhørsforholdet til mindretalsgruppen kriminelt, så det automatisk kan føre til politiovervågning. Dette hysteri har po¬litiske talspersoner, som deler redaktør Seidelins opfattelse, at samfundet ingen demokratiske forpligtelser har over for denne minoritetsgruppe. Den skal straffes ikke blot for handlinger, men også for holdninger!
Når T-S karakteriserer de pædofiles seksuelle orientering som en "fritidsinteresse," er der tale om en så afgrundsdyb uvidenhed, at det må undre selv en naiv avislæser som undertegnede, at Politiken er gået med til at kolportere den.
Forestiller T-S sig virkelig, at nogen af egen fri vilje vælger at være pædofil, som det ifølge mange medier er tilladt at drive klapjagt på året rundt, lade registrere i politiets hemmeligheder kartoteker (som homoseksuelle blev det i 1950’erne under politidirektør Jens Jersilds misregimente) og udsætte sig for berufsverbot?
Andre end T-S bør man imidlertid kunne appellere til om i enhver debat om de pædofile og deres forening at forholde sig til den kendsgerning, at foreningen i sin mere end 20-årige eksistens aldrig har været i konflikt med myndighederne. Der har aldrig foregået ulovlige aktiviteter i foreningen. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed af foreningens formålsparagraf, at al aktivitet skal foregå inden for lovens rammer.
Foreningens hjemmeside har været på nettet i mere end 5 år. Her tages der overordentligt tydeligt afstand fra vold, overgreb og enhver form for kriminalitet, og der opfordres til, at eksisterende love overholdes til punkt og prikke. Indlæg der afviger fra disse grundprincipper bliver konsekvent frasorteret af redaktionen.
Pædofilforeningen og dens hjemmeside er set angrebet med navns nævnelse og offentligt belastet med så grove injurier, at enhver anden forening ville anlægge sag for bagvaskelse med krav om erstatning. Det utrolige i hele denne sag er, at et stort dagblad med et vis renommé i samfundet har stillet spalteplads til rådighed for Helle Thorning-Schmidts idiosynkrasier uden at være lige så generøs over for den angrebne part.
Både Helle Thorning-Schmidt og Politikens redaktion vil jeg anbefale at skrive sig bag øret, at retten til at ytre sig nok er en af frihedens forudsætninger, men det er viljen til at lytte, som gør denne frihedsrettighed betydningsfuld.
