Daggryets tågede tælleprås i horisontens vindueskarm blafrer uroligt på mangen en vinterdag og slukkes ofte tidligt af snetunge skyer, før solen møjsommeligt ¾ som en ubetydelig klat farve dryppet fra naturens pensel på den grå himmel ¾ har banet sig vej op fra en sydlig afgrund.

Blæsten optræder hyppigt som det sene morgengrys vind i halvlyset, der hverken er dag eller nat, andre gange som en fortrolig og velkendt lyd, der driller skorstensrøgen ved at fløjte som en gadedreng med spidsede læber, mens den skyggebokser med vejrhanen.

Med god grund giver termometret udtryk for sin lave mening om vejret. Vejrudsigten: Stedvise snebyger fulgt af små drenge med slæder. Dagens vejrudsigt lyder på stedvise snebyger fulgt af små drenge med slæder. Skøjteløbere kommer fejende og svævende som svaler over en dam.

Nyfalden sne er hvid som nyvævet silke og blød som den vilde svanes dun Men nøgternt vurderet er et snefnug en smule vanddamp, der udkrystalliserer sig i en tilfældig, geometrisk form og er et vidnesbyrd om, hvor fint selv den mindste og skrøbeligste detalje i naturen er opbygget. Intet andet materiale er så føjeligt, så let og hurtigt at behandle, og ingen kunstner har friere hænder end vinden. Fuglerederne får en høj, spids hat på, hver gren på træer og buske et ærme af sne.

Over mergelgrave, søer og dovne vandløb trækker kulden en hinde af klart glas. Vinden kagler som en tandløs heks og Isner gennem marv og ben. Eftersom vinteren strenges bliver isen tykkere og begynder under bitter, tørt fygende sne at presse mod bredderne.

Isens stemme er en ildevarslende lyd: til tider en sprukken torden, andre gange flinthårde smæld ¾ isen er egen klangbund for sin klagesang. Det er iskrystallerne, der jamrer sig, mens de kryber ind i sig selv, og vandet stivner i alle former og eventyrlige mønstre. Vinden danner en vifte med gennemsigtig ynde på en flagsnor.

Pludselig er trykket for voldsomt, isen spændes som i en bue, og en revne flænger fladen. Hele isspejlet buldrer som en gigantisk tromme. Det sker gerne om natten, når kulden er stærkest.

Blæsten bliver til en vinterstorm, der trommer med nervøse fingre på vinduesruderne, hujer ind over markerne, rusker gennem skovene og dundrer videre ud over det åbne hav.

På en fimbulnat, hvor mælkevejen roterer, hamrer den løs på bakkerne og hvisler gennem lavningerne som brændingen mod en stenet kyst. Undertiden synes den at blæse fra den fjerneste stjerne i det yderste rums kolde dybder, en urtidstone der finder vej blandt ilende kloder til fjerne og ukendte verdener ─ engang.

Om natten falder et stærkt isslag, og næsten morgen skinner solen over en kandiseret by. Under sneprydede buske står erantis og lyser som stjernernes små søstre. Vinterlydene sitrer i kulden. Sneen knirker under støvlerne. Den intense kulde sliber alle lyde til skarpkantede krystaller i en evighedsstemning, gennemtrængt af himmelhvælvets ætsende kulde.

Fugles skingre savtoner af sult hvinende under den arktiske himmel. Frysende duer ses vandrende frem og tilbage på hustagene med hænderne på ryggen.

Blåmejserne virker mere blå, skovskaderne mere spraglede. Sneen gør alle farver klarere og tydeligere, forenkler verden, skjuler distraherende detaljer, glatter ud med kolde hænder på vinterdynen.

Vintermånen jager solen tidligt i seng. En efterglød fylder himlen, som om hver eneste frostkrystal i luften tindrer. På jorden fanger hver en blød snedrive, isglaseret grankvist og hvid bakketop skæret. Tusmørket er som fyldt med gløder betragtet gennem et isblomstret skueglas i en ovndør.

                                                                                   ***

Engang blev der holdt øje med vinden. Jægerne vidste, at jagtlykken afhang af evnen til bestandigt at have vinden imod sig. Bønderne vidste om skiftende vinde bragte regn eller tørke. Fiskerne tog bestik af vindforholdene for at pejle sig frem til gode fangstpladser.

Polynesiske søfolk fandt vej til fjerne øer ved at ligge på ryggen i kanoerne og mærke dønningerne, som blev skabt af blæsten ved fjernt beliggende kystområder. Eskimoer mestrer at navigere i arktiske ødemarker, hvor tåge eller sne eller begge dele kan sløre alle orienteringspunkter, ved at følge gammelkendte vindstrømme over sneen og isen.

Evnen til at udnytte vinden bragte spanske, hollandske, franske og engelske fartøjer til Afrika, Indien og Amerika. En engelsk kaptajn ved navn Earl Ross skriver i sin logbog, der ligger opslået i et glasskab på Søfartsmuseet i Southampton, at han kunne forudse storme ved at lytte til vindens toner i skibets rigning.

Nutidens mennesker savner fornemmelse for det væsentlige ved ikke at interessere sig for, fra hvilket verdenshjørne vinden blæser. Vi bor inden for mure, omgivet af mange forskellige slags materialer, og vinden uden for er ofte et resultat af vore egne aktiviteter ¾ det evindelige sus fra passerende biler eller fra luftstrømme af varmeudslip, som presses gennem smalle gader.

Vejrudsigten får vi af medierne, ikke fra vinden omkring os. Vi hører vinden som lyde i ejendommen: klapren af døre og vinduer og skraben af grene mod ruderne. Det er vindens popmusik, så ulig dens poetiske toner, som er raslen af bladløv, grenes knagen og bølgers brusen. Blot ved at lytte til den bliver man klog på verden.

Der er ubarmhjertige vinde, som omstyrter træer og blæser tagene af husene, og den særlige vind, der i Israel kaldes sharav, som udløser irritabilitet, hovedpine, kvalme og åndedrætsbesvær. I Tyskland påstås føhnen at blæse hjertesorg ned fra Alperne. Santa Ana-vinden i det sydlige Californien får skyld for depressioner og husspektakler. I Genéve sker der flere trafikuheld end normalt under den ejendommelige nordøstenvind, som schweizerne har døbt bise.

At trække vejret holder os i live. Jøderne, araberne, romerne og grækerne tog alle deres ord for ånd fra ordet for vind.

Eskimokvinder jagede tidligere blæsten fra deres huler og igloer med køller, mens mændene skød den med rifler for at dræbe den onde ånd, som de mente red på vindstødene.

Et digt hos Navajo-indianerne omtaler furene på fingerspidserne som "vindens spor" skabt af "den vind, som blæste, da vore forfædre blev til."

Menneskers dagligdag er ikke længere afhængig af vinden, som den var for fjernere generationer. Vi ser ingen lighed mellem vind og ånd, har knap øje og sind for de enkle glæder, som vinden bringer med sig. Den giver liv til et landskab ved at få en kornmark til at bølge, den får klitternes marehalm til at lyde som krydsede klinger i duel og bestemmer rytmen i haglvejrets stepdans på taget. Vinden puster frisk luft i vores lunger, og glæder forår og sommer vores lugtesans med blomsterdufte. Og vindens musik fryder vort øre.