"For tusinder af år siden levede der et menneske, som opdagede hvordan man laver ild. Han blev rimeligvis brændt på det bål, han lærte sine fæller at tænde. Han blev betragtet som en ugerningsmand, der havde sluttet pagt med dæmoner. Men siden havde menneskene ilden at varme sig ved, lave mad ved og oplyse deres huler med. Denne ener befriede jorden fra mørket. Århundreder senere var der én, der opfandt hjulet. Han blev rimeligvis radbrækket på det hjul, han lærte sine fæller at lave. Men siden kunne mennesker rejse uanede afstande. Denne ener havde åbnet en ny verden. Dette menneske, det første og det ukuelige, findes i indledningskapitlet til hver legende, menneskeslægten har nedtegnet om sin oprindelse. Ligegyldigt hvilken legende det drejer sig om, har menneskeslægten dunkelt anet, at dens glans og hæder begyndte med et enkelt individ, og at denne ene måtte betale for sit mod. Menneskehedens historie er beretningen om, at der altid har været mennesker, som tog de første skridt på ukendte veje uden andet våben end deres egen vision. Deres mål var forskellige, men de havde et tilfælles: at skridtet var det første, at deres vision var deres egen, og at det svar, de ofte mødte, var had. De store skabende ånder, tænkerne, kunstnerne, videnskabsmændene og opfinderne, stod alle, ligesom vore dages systemkritikere og samfundsrevsere, mod deres tids mænd.
Nogle moderne opdagelser ville virke velkendte i visse gamle græske videnskabsmænds og filosoffers øjne. Allerede for over 2000 år siden gjorde de disse iagttagelser:
Hipparchos beregnede solåret til 365¼ dag minus 4 minutter og 48 sekunder - en fejlberegning på kun 6 minutter. Han anslog måneden - tiden fra nymåne til nymåne - til 29 dage, 12 timer, 44 minutter og 3½ sekund — mindre end et sekund forkert! Han beregnede afstanden til månen til 402,350 kilometer — ikke engang 5% ved siden af.
Eratosthenes beregnede med de allermest primitive hjælpemidler jordens omkreds til 39.690 kilometer og dens diameter til 12.635 kilometer. De korrekte tal er 40.075 kilometer og 12.755 kilometer.
Leukippos mente, at alting bestod af atomer, som var uendelige i antal. uforgængelige, altid i bevægelse, og mellem hvilke der var et tomrum.
Demokritos hævdede, at intet eksisterende nogensinde gik til grunde, men blot ændrede form. Han sagde også, at der var en uendelig række verdener i universet, at der konstant blev skabt mange nye, mens mange gamle gik døden i møde. Nogle havde ingen sol eller måne, nogle havde mange. Han påstod også, at livet udviklede sig af en ur-slim.
Op gennem tiderne har månen fyldt mennesket med undren og længsel. For det primitive menneske, for antikkens menneske, for alle tiders drømmere og digtere, var vores drabant en bleg, vandrende natgudinde, en himmelsk inkarnation af kyskhed og utilnærmelighed. Og den ældgamle månedyrkelse har sat sine spor i sproget i navnet "mandag" - eller "månedag", som romerne gjorde til månens hellige dag. .
Den moderne opfattelse af universet begyndte, da Nikolaus Kopernikus i 1543 forbløffede renæssancens verden med sin teori om, at solen - og ikke jorden - var universets centrum. "Midt i det hele dvæler solen," skrev han, "Siddende som på en trone hersker den over sin familie af planeter, der kredser omkring den."
I de følgende år førte forbedrede instrumenter og observationsmetoder til at Tycho Brahe (1546-1601) og hans begavede elev Johannes Kepler (15711630) gjorde nye fundamentale opdagelser om månen og dens bevægelse og fastslog, at den fulgte en ellipseformet bane. Og endelig i 1687 offentliggjorde sir Isaac Newton - i sit trebinds værk Principia, en af de største bedrifter i videnskabens historie - den formulering af tyngdeloven og bevægelsens love, der forblev den autoritative beskrivelse af den himmelske mekanik-principper, indtil Einstein fremsatte sin relativitetsteori.
Den første, der bragte mennesket nærmere månen, var Galileo Galilei i Pisa. I 1610 rettede han den nyopfundne kikkert mod månens bjerge og dale. Han forsøgte også at måle tindernes højde efter skyggernes længde. "Jeg er helt ude af mig selv af betagelse," skrev han.
Men næsten hundrede år før Galilei gjorde sine opdagelser, havde Leonardo da Vinci (billede)rettet sine tanker mod månen. Han havde endog tegnet et flagermuslignende fly til bemandede rumflyvninger. Hans indsigt var forbløffende på baggrund af samtidens beskedne viden. Månen har vinter og sommer hver måned," skrev geniet fra Firenze, "og den har stærkere kulde og stærkere varme end jorden."
Andre i hans samtid mente, at månen var mere eller mindre gennemsigtig, "som om en del var som alabast og en anden som krystal eller glas." Andre troede, at månens overflade var glat og blank og gengav et spejlbillede af jorden.
Leonardo vidste bedre. "Månen er massiv og uigennemsigtig, og den har intet lys selv, men solen oplyser den del af månen, som den ser, Og af denne oplyste del ser vi det, der vender mod os."
Universalgeniet Leonardo da Vinci (billedet) var ikke uden modsætninger. Tilsyneladende var hans omfattende talenter begrænsede til helt bestemte områder: Malerkunsten, anatomien, ingeniørteknologi, musikken, digtningen osv. mens mere humanistiske områder som f.eks. politik og samfundsforhold overhovedet ikke interesserede ham. LV var tilsyneladende ligeglad med hvilken fyrste, han arbejdede for og hvilket mål, denne fyrste havde, når blot fyrsten gav LV mulighed for at udfolde sine mange talenter. Således havde LV ingen problemer med at arbejde for den ellers ilde ansete Cesare Borgia eller for hans tidligere herres fjende, franskmændene, da de havde erobret Milano: ... ganske vist havde Leonardo stået i il Moro's tjeneste (il Moro = hertugen af Milano), men ikke på en måde, der kompromitterede ham. I øvrigt var opfattelsen af loyalitet, især på det politiske område, meget forskellig fra vor tids; det blev anset for en naturlig ting, at man skiftede herre, hvis forholdene førte det med sig.
Men med sine tanker om rumflyvning og sin mekaniske "fugl" var Leonardo fire og et halvt århundrede forud for sin tid, Først med Apollo 11 gik hans spådomme i opfyldelse. "Den store fugl," skrev han, skal fylde "verden med forundring" og "alle historiebøger med sit ry, Og den vil bringe evig hæder til den rede, hvor den blev født."
