27. oktober 2007 offentliggjorde Politiken Helle Thorning-Schmidts udokumenterede angreb på Pædofilforeningen. Hendes indfaldsvinkel var, at en børnepornoring var optrævlet i Tyskland, og T-S gjorde opmærksom på ― hvad de fleste jo udmærket ved ― at børnepornografi også er forbudt i Danmark.  Det gav T-S lejlighed til at få luft for sin forargelse over, at pædofile i Danmark har deres egen hjemmeside, og det kunne læses mellem linierne, at Pædofilforeningen sikkert via den medvirkede til udbredelse af børnepornografi. Tre gange henvendte Pædofilforeningen sig til Politikens redaktion med et læserindlæg til imødegåelse af angrebet, hvilket blev afvist, bortset fra at redaktør Seidelin en enkelt gang nedlod sig til at svare på denne måde:

... jeg kan da oplyse, at jeg ikke betragter pædofile som en minoritetsgruppe med særlig adkomst til at blive hørt, og dermed heller ikke pædofilforeningen, som en part i en samfundsdebat. En udtalelse som er en totalitær avis værdig.

Næsten ord til andet modtog jeg selv i 1950’erne et lignende brev fra Politikens redaktion som det oven for citerede, da jeg som talsperson for de homoseksuelle forsøgte at komme til orde for at nuancere debatten om denne minoritetsgruppe.  Det var tillige i de mørke år under ”den grimme lov”, efter hvilken en 21-årig i realiteten var mindreårig, som det var strafbart at have et fysisk forhold til. Sat på spidsen var undertegnede så dengang pædofil ved at have seksuelt forhold til den ven, jeg nu har levet sammen med i femogfyrre år.

Som Bismarck meget rigtigt sagde: »Hvis folk vidste, hvordan man laver love og leverpostej, ville de ikke kunne sove roligt om natten«. 

Den seksuelle drift er nedlagt i mennesket fra fødslen, og hvornår den begynder at gøre sig gældende med behov for tilfredsstillelse og på hvilken måde, kan der ikke opstilles love eller moralregler for, den er ligesom katten sgu sin egen.

I den ofte frigide, nordiske kultur nægter man at anerkende, eller man lukker snarere bevidst øjnene for det, at børn har seksuelle følelser og drifter, til trods for megen seriøs oplysende litteratur om emnet. I andre og større kulturer end den nordiske er det ikke ualmindeligt, at 12-årige piger bliver gift og sætter afkom i verden.
En dansk mor gift med en mand med en anden kulturbaggrund end den nordiske og bosat i hans land, vil således kunne komme ud for, at hendes 12-årige datter bliver gift og besvangret, hvis hun ellers opfylder betingelserne for at være moden hertil. Hvad drenge angår er der aldrig ført bevis for, at et homoseksuelt forhold skulle skade dem på nogen måde, hvis det ikke gennemføres ved voldsanvendelse.

Den megen røre om katolske præsters forhold til messedrenge, navnlig i USA, skal anskues i lyset af den amerikanske lovgivning om homoseksualitet, som er betydelig mere reaktionær og puritansk end de skandinaviske. Desuden er der en tydelig feminisering i messedrengenes klædedragt, som næppe virker tillokkende på de fleste drenge, men sandsynligvis på tvekønnede eller direkte homoseksuelle, der ikke har noget mod at blive efterstræbt af en voksen. 

Ifølge amerikanske undersøgelser har 61% voksne mænd haft et eller flere homoseksuelle forhold, da de var mellem 11 og 16. Jeg havde mit første som 11-årig til en 19-årig soldat.

Når børn bliver krænket seksuelt, er det langt fra altid af voksne. Det er ofte deres skolekammerater.
Det viser en statusrapport fra Projekt Janus, sept. 2008, som er Danmarks eneste behandlingssted for børn og unge mellem 6 og 18 år, der har begået seksuelle krænkelser mod andre børn. At en stor del af krænkelserne bliver begået af skolekammerater, er et nyt aspekt, som hverken forældre eller skoler har haft kendskab til før.

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller redaktør Seidelin har gjort sig den ulejlighed at lave en smule research på også denne side af sagen.  Pædofilgruppen er ene og alene et politisk debatforum, hvor samfundets seksualpolitiske holdninger diskuteres. Men T-S ønsker sindelagskontrol. Hun går nok ind for forsamlings- og ytringsfrihed, blot ikke når det gælder pædofile. Og kan deres forening ikke forbydes, fordi den rent faktisk ikke krænker nogen lov, skal den i hvert fald underkastes skærpet kontrol og overvågning, mener T-S.

Der har allerede været forslag fremme i nogle medier om at fratage denne minoritet forsamlings- og ytringsfrihed, foruden at gøre selve tilhørsforholdet til mindretalsgruppen kriminelt, så det automatisk kan føre til politiovervågning.  Dette hysteri har po¬litiske talspersoner, som deler redaktør Seidelins opfattelse, at samfundet ingen demokratiske forpligtelser har over for denne minoritetsgruppe. Den skal straffes ikke blot for handlinger, men også for holdninger!

Når T-S karakteriserer de pædofiles seksuelle orientering som en "fritidsinteresse," er der tale om en så afgrundsdyb uvidenhed, at det må undre selv en naiv avislæser som undertegnede, at Politiken er gået med til at kolportere den.

Forestiller T-S sig virkelig, at nogen af egen fri vilje vælger at være pædofil, som det ifølge mange medier er tilladt at drive klapjagt på året rundt, lade registrere i politiets hemmeligheder kartoteker (som homoseksuelle blev det i 1950’erne under politidirektør Jens Jersilds misregimente) og udsætte sig for berufsverbot?

Andre end T-S bør man imidlertid kunne appellere til om i enhver debat om de pædofile og deres forening at forholde sig til den kendsgerning, at foreningen i sin mere end 20-årige eksistens aldrig har været i konflikt med myndighederne. Der har aldrig foregået ulovlige aktiviteter i foreningen. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed af foreningens formålsparagraf, at al aktivitet skal foregå inden for lovens rammer.

Foreningens hjemmeside har været på nettet i mere end 5 år. Her tages der overordentligt tydeligt afstand fra vold, overgreb og enhver form for kriminalitet, og der opfordres til, at eksisterende love overholdes til punkt og prikke. Indlæg der afviger fra disse grundprincipper bliver konsekvent frasorteret af redaktionen.

Pædofilforeningen og dens hjemmeside er set angrebet med navns nævnelse og offentligt belastet med så grove injurier, at enhver anden forening ville anlægge sag for bagvaskelse med krav om erstatning. Det utrolige i hele denne sag er, at et stort dagblad med et vis renommé i samfundet har stillet spalteplads til rådighed for Helle Thorning-Schmidts idiosynkrasier uden at være lige så generøs over for den angrebne part.

Både Helle Thorning-Schmidt  og Politikens redaktion vil jeg anbefale at skrive sig bag øret, at retten til at ytre sig nok er en af frihedens forudsætninger, men det er viljen til at lytte, som gør denne frihedsrettighed betydningsfuld.

En arbejdsgruppe med teologer og sprogfolk fra Folkekirkens Teologisk-Pædagogiske Center har sat for at foreslå nye bønner. I begrundelsen hedder det bl.a., at "Gud skal ned på jorden og være en letforståelig samtalepartner, der lytter til både vrede og tvivl." Leder af projektet er sognepræst Jørgen Demant fra Lyngby, som 6/8 udtaler til Kristeligt Dagblad, "at de nye bønner er et nødvendigt skridt for Folkekirken, hvis den vil komme den stigende interesse for det religiøse sprog i møde."

Det spørgsmål, der melder sig, er, hvilke erfaringer man har med bønner i det hele taget. Ifølge den psykologiske videnskab skyldes løsningen på et problem, som en bøn drejer sig om, ikke beviseligt en guddommelig indsats, men ren og skær tilfældighed.

Over en lang årrække udryddede nazisterne 6 millioner jøder i koncentrationslejrene. Der er mange vidnesbyrd om, at i alle de år, disse rædsler stod på, blev der døgnet rundt opsendt tusindvis af bønner fra barakkerne ved siden af de rygende krematorieovne - til en åbenbart totalt døv gud. Bønnerne fra det, der er blevet kaldt guds eget folk, skånede ingen fra at lide en meningsløs skæbne. Efter krigen mødtes 10 præster fra forskelle europæiske lande og udsendte efter en rundrejse til flere koncentrationslejre i Tyskland denne officielle meddelelse: "Denne enorme tragedie er bevis på, at gud ikke eksisterer."

I mere end 600 år har troende valfartet til katedralen i Napoli for at opleve et årligt mirakel som optakt til en specielt forfatter fællesbøn.. Når den kristne martyr Sankt Ianuarius — på italiensk: San Gennaro — har fødselsdag, tager præsten en glasbeholder med sølvhåndtag frem. I den findes en rødbrun masse, som efter overleveringen er martyrens blod. Når præsten svinger med relikviebeholderen, ændres massens farve til klart rødt, og den bliver flydende. Det udlægges som et guddommeligt tegn på, at alt er godt i Napoli.

Sankt Ianuarius var biskop i Benevento, 60 kilometer fra Napoli, og blev halshugget i det 3. århundrede e.v.t. under Diokletians kristenforfølgelser. Hundrede år senere blev hans jordiske rester bragt til Napolis katakomber, der siden er opkaldt efter ham. Besynderligt nok eksisterer der ingen omtale af hans blod eller dets mirakuløse egenskaber tusind år efter hans død.

Men 17. august 1389 skrev en ukendt dagbogsforfatter, at "blodet af den hellige Ianuarius, der findes i en ampul, blev flydende i dag, som var det nylig strømmet fra hans legeme."

I årene herefter blev San Gennaros' mirakler kendt i hele den katolske verden. Legenden, som først kan være opstået efter 1389, beretter om en kristen kvinde ved navn Eusebia, der så Ianuarius blive halshugget og opsamlede noget af hans blod, som hun skænkede sine arvinger.

Går alt som det skal, indtræffer forvandlingen af blodet til væske 17 dage om året, fordelt på tre begivenheder. Den første er maj-oktaven, hvor man højtideligholder, at Ianuarius' jordiske levninger blev ført til Napoli. Stoffet skal fordråbe sig den første dag for igen at blive fast, hvorefter processen gentager sig de næste syv dage. Den anden begivenhed er en tilsvarende september-oktav, der indledes 19. september, udpeget til at være Ianuarius' dødsdag. Den tredje varer kun en enkelt dag: 16. december, og markerer et voldsomt udbrud fra Vesuv i 1631, hvor luften var så tæt af vulkansk aske, at Napoli kun ved San Gennaros' indgriben blev reddet fra at lide samme skæbne som Pompeji og Herculaneum.

Den katolske kirke har aldrig tilladt undersøgelser af dette relikvie, så skeptiske forskere har selv blandet sig frem til substanser med samme virkning, hvorefter det har vist sig, at miraklet kan udføres af hvem som helst. En blanding af olivenolie, bivoks og rødt pigment bliver flydende ved 19-27 grader.

Den italienske kemiprofessor Luigi Garlaschelli fremstillede i 1991 en blanding af stoffer fra naturen omkring Napoli, som fungerer uanset temperaturen — omtrent som moderne, drypfri maling. En gelé af kalk, hydreret jernklorid og lidt saltvand bliver flydende i samme øjeblik den bevæges, og stivner når den holdes stille.

De skeptiske, italienske forskere har gjort gældende efter disse og andre forsøg, at der findes mulige forklaringer nok på fænomenet i katedralen til at kunne afvise guds rolle i miraklet.

Det synes ikke sandsynligt, at nye bønner skulle kunne puste nyt liv i landets ca. 2200 kirker. Antallet imponerer og giver anledning til overvejelser i betragtning af, at kirkesamfundene allerede i renæssancen havde udspillet deres rolle som egentlig kulturfaktor. Ikke desto mindre fortsætter man med kostbart kirkebyggeri. Siden 1980 er der bygget cirka 39 kirker i Danmark med en stigning i antallet af folkekirkens ansatte til følge. Kapaciteten øges og omkostningerne stiger år for år på trods af nedgangen i kirkebrugernes antal.

Tingene hænger med andre ord ikke ordentlig sammen, men ingen protesterer mod at anvende ressourcer til dette overflødige prestigebyggeri, skønt alt taler for at nedlægge kirker og anvende dem til andre formål, eller, hvis det ikke er muligt, rive dem ned og opføre mere nødvendigt socialt byggeri på stedet.

Folkekirken forsvarer sin elitære status med, at medlemsskaren praktisk talt udgør hele befolkningen, ved at henvise til antallet af kirkeskattebetalere. Argumentet er forslidt, utroværdigt og irrelevant. Når en mindre procentdel af befolkningen tilsyneladende stadig tror på gud, skønt alt hvad der før i tiden blev anset for beviser på hans eksistens, ikke er det længere, beror det dels på opdragelsen i hjemmet og skolen, dels på den vanetænkning som årets kristne traditioner og mærkedage (baseret på hedenske riter) bidrager til.

Der kan selvfølgelig berettiget henvises til, at så mange af vore forfædre, hvis forstand vi ikke har anledning til at anse for ringere end vor, har troet på denne gud. Men når en retssag genoptages, fordi der er fremkommet nyt bevismateriale, vil det være retorik for galleriet at henvise til, at nævningene første gang var forstandige og retsindige folk.

En simpel undersøgelse vil bekræfte, at flertallet af befolkningen er medlem af folkekirken per tradition, ikke af religiøs overbevisning (man går i kirke juleaften, fordi det er så hyggeligt). Folk udmelder sig ikke, da de enten ikke ved, de kan gøre det, eller ikke vil gøre sig den ulejlighed for "de par kroners skyld". Skulle de derimod melde sig ind, ville de næppe heller gøre sig denne ulejlighed for traditionens skyld.

Ved at sammenligne medlemsantallet i danske kirker i udlandet med antallet af bofaste danskere i området, afspejler dette faktum sig tydeligt. Eksempelvis har de danske kirker øst og vest for Málaga mellem 5-6% af den fastboende, danske befolkning som medlemmer.

Dermed bliver det automatisk en kritisabel praksis, at lade kirkens dåbsritual gælde som optagelsesbevis for medlemskabet, eftersom den understøtter behovet for kirkebyggeri og offentlige tilskud via finansloven på et særdeles tvivlsomt grundlag.

AUGUST ER STJERNESKUDDENES MÅNED

Stjernehimlen lyser som en apokalypse af nattens sjæl, og stående på en bakketop en tuschtegnet aften glødede af alkymistisk trolddom kan en svimlende fornemmelse af at kunne røre ved Karlsvognen gribe betragteren. Nogen kalder stjernebilledet for Store Bjørn og beretter den gamle fabel om dengang, den steg ned for at vaske labberne i Nordens søer, før de frøs til. Lillebjørn hænger ved halen af Nordstjernen, og næsten lodret oppe Plejaderne, de syv sky søstre, som helst skal ses ud af øjenkrogene.

Stjernehimlens udseende skifter aften efter aften, så først efter et års forløb har man set den i alle konstellationer. Nogle af de mest fremtrædende stjernebilleder på vore breddegrader er Karlsvognen, Lyren og Cassiopeia. De er altid at finde på nathimlen, blot i forskellige positioner i forhold til horisonten.

Stjernerne inddeles efter deres klarhed i klasser eller størrelser. De svageste er af 6. størrelse og kan lige akkurat skimtes med det blotte øje under gunstige forhold.

Først ved 3. størrelse drejer det sig om en klar stjerne som for eksempel Vega i stjernebilledet Lyren. Navnet er arabisk, betyder den dalende ørn og hentyder til sangeren Orfeus's lyre, som guderne ifølge mytologien satte på himlen efter hans død. Vega er en pragtfuld, hvidblå stjerne, en sol i højeste glød. Hvis solen befandt sig i samme afstand fra jorden som den, vilde solen være usynlig for det blotte øje, hvad der fremhæver hvor kraftig en lysgiver Vega er.

Mennesket begyndte tidligt at interessere sig for stjernehimlen, og på grund af uvidenhed blev dens betydning fortolket og beskrevet på mange måder. Hvis stjernerne kun viste sig på himlen én gang hvert tusinde år, ville menneskene tro og tilbede dem.

En enkelt stjerne kom til at spille en sådan tilbedelsesværdig rolle, skønt den næppe nogen sinde har eksisteret. Den er nævnt i dele af Mathæus' Evangelium med de velkendte ord:

»Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i kong Herodes' dage, se, da kom Viise af østerland til Jerusalem og sagde: Hvor er den Jødernes konge, som er født? thi vi har set hans stjerne i øster og er kommet for at tilbede ham.... Da de havde hørt kongen, drog de bort; og se, stjernen, som de havde set i øster, gik foran dem, indtil den kom og stod ovenover huset, hvor barnet var. . .«

Stjernen optræder faktisk to steder i den bibelske beretning. Først som et himmelfænomen på vismændenes hjemegn, der får dem til at begive sig ud på den lange og besværlige rejse til et fjernt land, og her sker så det mærkelige i Bethlehem, at stjernen går foran dem hen til huset, hvor jesusbarnet skulle befinde sig.

Tidspunktet for Jesus' fødsel kendes ikke, men den sandsynlige tidsramme er fra år 10 f.v.t. til år 10 e.v.t. (hvis denne fødsel har fundet sted, hvad der er blevet betvivlet af mange forskere, filosoffer og andre kulturpersonligheder fra omtrent vor tidsregnings begyndelse). En mere explicit datering vil afhænge af, hvilke oplysninger i evangelierne man foretrækker at lægge vægt på. Er det oplysningen om, at Jesus fødsel indtræffer før kong Herodes dør, må den have fundet sted mellem år 6 og år 4 f.v.t. Vælger man oplysningen om, at "der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden" (det var den første folketælling, mens Kvirinius var statsholder i Syrien), må Jesus være født år 6 eller 7 e.v.t., eftersom Kvirinius først blev statsholder i år 6 e.v.t. En tredje mulighed er stjernen, der lyste op på himlen ved Jesus’ fødsel. I så fald må det være år 12 f.v.t., da Halleys komet var synlig, eller år 7 f.v.t. da planeterne Saturn, Mars og Jupiter indgik i en helt usædvanlig konstellation, som kun finder sted med 805 års mellemrum; i år 7 f.v.t. kunne den betragtes det meste af efteråret, til og med december måned.

August er hundedagenes, høstnætternes og stjerneskuddenes måned. I nogle få, fascinerende nætter i månedens første halvdel, vil op mod tres meteorer trække deres lysende spor hen over himmelhvælvet.

Dette universelle festfyrværkeri forårsages af en meteorregn kaldet Perseiderne, da den synes at udspringe i stjernebilledet Perseus, hvor oldtidens stjernekiggere mente at skimte omridset af denne hero tilhørende den græske mytologi.

De gamle kirkekalendere giver udtryk for en anden opfattelse. Ifølge dem er Perseidernes lysende pile "Sankt Laurentii tårer", som drypper ned fra himlen hvert år den 10. august. Denne dato havde den romerske kejser Konstantin I gjorde til mindedag for den kristne martyr Sankt Laurentius, der døde på bålet i år 258.

En tredje opfattelse tegner den moderne videnskab sig for, efter at den i Perseiderne har fundet bevis på, at jorden og en "gæst" fra det ydre rum har krydset hinanden.

I 1867 iagttog den italienske astronom Giovanni Schiaparelli en komet, der fem år tidligere blev opdaget af to amerikanske astronomer Lewis Swift og Charles Tuttle. Schiaparelli konstaterede en væsentlig detalje, som de amerikanske kolleger havde overset.

Under kredsløbet omkring solen krydser jorden hvert år kometens bane 11. august  netop samtidig med, at Perseidernes meteorregn indleder deres kaskade af gyldne gnister. Den italienske astronom opdagede, at stjerneskudsnætterne, der tager sig ud, som om der er gået hul på mælkevejen, skyldes de stofpartikler, som Swift-Tuttle kometen, der begyndte at gå i opløsning for omkring 40,000 år siden, efterlader i sit kølvand. Det er derfor ikke stjernestøv, vi ser glimre som pailletter på augusthimlen, men stumper af en komet som brænder op, når de rammer jordens atmosfære.

Jorden passerer hvert år gennem mere end en snes kometbaner foruden Swift-Tuttle kometen, og partiklerne i komethalerne udløser en regn af "stjerneskud" ― ingen dog så tætte og regelmæssige og synlige som meteorregnen fra Perseiderne.

Før midnat er der som regel ikke så mange stjerneskud, da man indtil midnat kun kan se de meteorer, der bevæger sig hurtige nok til at overhale en planet på vej bort fra dem. Men efter midnat har jorden drejet sig så meget, at den bevæger sig imod meteorpartiklernes bane. Det har den virkning, at meteorerne strejfer jordens atmosfære med næsten dobbelt så stor hastighed som før midnat.

I mindst tre nætter: 10., 11. og 12. august kan enhver interesseret i universelle begivenheder sikre sig en plads i første parket til at se stjerneskuddene dale fra himlen med smukke, skinnende morildstriber efter sig.

Også uden denne sfæriske festivas må den funklende stjernehimmel året rundt henregnes til tilværelsens gratis glæder. Hver enkelt stjerne på himlen er som et sandkorn på en strand; det er umuligt og ligegyldigt at tælle dem; det gælder blot om at nyde at se dem blinke som et barns lykkelige øjne.

Læsere, radiolyttere og TV-seere præsenteres dagligt for årsager til vold af mange slags – for eksempel at krige ikke er et tilfældigt sammenspil af uheldige omstændigheder, men skyldes en kæde af faktorer, hvoraf flertallet har rod i menneskelig svigt mod den ondskab i hverdagen, hvor omkostningerne efter to verdenskrige med kun 25 års mellemrum kostede henholdsvis 16 og 56 millioner mennesker livet, og som udover folkemord, efterlod en verden med et næsten uoverstigeligt had, nationer og mennesker imellem. Dette had og den herskende intolerance præger stadig vor hverdag, det forårsager nye krige, terror og folkemord og forhindrer opbygningen af en fredelig verden. Er man imod undertrykkelse og al slags umenneskeliggørelse, er en af flere forudsætninger, at den enkelte har holdninger og tør handle ud fra dem.

Uanset om de der påberåber sig at repræsentere demokratiet er offer for en vildfarelse eller bevidst udgiver et parlamentarisk system for at være det — som det er tilfældet i Danmark og den øvrige, vestlige verden — vil dødeligheden og overgrebene være mindre end i en hvilken som helst form for diktatur. Det bedste værn mod undertrykkelse og vold ligger i bestræbelserne på at skabe et sandt demokrati. Det skabes ikke af de professionelle politikere og deres partier, fordi hovedparten definerer begrebet demokrati ud fra partiideologiens ordbog.

Initiativtagerne til et demokrati må fremstå af de nære samfund, hvor man har tradition for solidaritet og loyalitet og at beslutninger ikke træffes hen over hovederne på nogen, sådan som det alt for ofte er praksis på Christiansborg og i amts-og kommunalbestyrelser. Nærdemokratiet kan af initiativtagere, der respekterer de nødvendige spilleregler, udvikle sig til at omfatte det store, fælles samfund ved ikke-vold og civil ulydighed, som vi kender fra de historiske eksempler som Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela. Demokrati bliver ikke skabt af staten. Det er en kultur, en livsstil, der skal plejes hver dag — som et godt samliv.

Demokrati betyder lighed. Derfor er de sociale uligheder i samfundet, som der findes mange veldokumenterede eksempler på, en trussel mod demokratiet. Får de lov at bestå, vil det bremse en demokratisk udvikling. På samme måde med de økonomiske uligheder, der specielt grunder sig på spekulation i andres ejendomsret. Jordspekulationen, som forvrider samfundsøkonomien, medvirker til at skabe uligheder på boligområdet og i hele erhvervssektoren, og er derfor udemokratisk. Henry Georges samfundsøkonomiske filosofi har således altid været en ledetråd for en demokratisk udvikling.

Danmarks regering påtager sig kostbare, militære opgaver i udlandet, som ingen andre skandinaviske lande vil have noget med at gøre, og lader folk hjemme dø af kræft og andre sygdomme – for der kan jo ikke være penge til hele. Danske politikere tjener dødens sag i højere grad end livets. Det er et af flere beviser på, at landet ikke er demokratisk, for et demokrati tjener livets sag i alle dets afskygninger, det har førsteprioritet, og deltager ikke i meningsløse militære operationer, som landet ikke er blevet provokeret til ved angreb udefra.

I forbindelse med et foredrag om miljøforskning på Københavns Universitet lod Professor Arne Lauritzen, som om han var EU-delegeret i året 2025, og sagde blandt andet: "Der kan kun gives tilladelse til spadsereture på særligt slidstærke skovstier, og der skal reserveres plads i god tid. Ansøgere må i øjeblikket påregne en ventetid på cirka fem år. Hvert år vil 100 unge blive udvalgt ved lodtrækning til at sove under et træ i en nationalpark. Jeg beklager, at der ikke længere findes fugle, men det har af politiske grunde været vigtigere at skaffe plads til mennesker end at bevare fuglevildtet. Mennesker stemmer. Det gør fugle ikke. Det har været nødvendigt at begrænse retten til at føde børn. Denne lov har mødt modstand fra religiøse kredse, men det er ikke første gang, at lovgivningsmagten har måttet tilsidesætte hensyn af den art. Der blev for eksempel ikke givet dispensation til baptisterne ved gennemførelsen af vandrationeringsloven af 2018. Som mine tilhørere vil huske, måtte der indføres forbud mod forbrændingsmotoren efter katastrofen 2017, da røgdynerne over Centraleuropa gik til modangreb. Og som bekendt gennemførte Europa-forsamlingen i 2021 den omstridte boliglov, der forbyder opførelsen af enfamilieshuse. Vi kan ikke tillade os de samme friheder, som vore forfædre nød godt af før år 2000, hvor jordens samlede befolkning "kun" var på 6,8 milliarder. EU-forsamlingen er dog stadig overbevist om, at der er mulighed for at redde menneskeheden. Præsidenten gør alt, hvad hun kan.

Daggryets tågede tælleprås i horisontens vindueskarm blafrer uroligt på mangen en vinterdag og slukkes ofte tidligt af snetunge skyer, før solen møjsommeligt ¾ som en ubetydelig klat farve dryppet fra naturens pensel på den grå himmel ¾ har banet sig vej op fra en sydlig afgrund.

Blæsten optræder hyppigt som det sene morgengrys vind i halvlyset, der hverken er dag eller nat, andre gange som en fortrolig og velkendt lyd, der driller skorstensrøgen ved at fløjte som en gadedreng med spidsede læber, mens den skyggebokser med vejrhanen.

Med god grund giver termometret udtryk for sin lave mening om vejret. Vejrudsigten: Stedvise snebyger fulgt af små drenge med slæder. Dagens vejrudsigt lyder på stedvise snebyger fulgt af små drenge med slæder. Skøjteløbere kommer fejende og svævende som svaler over en dam.

Nyfalden sne er hvid som nyvævet silke og blød som den vilde svanes dun Men nøgternt vurderet er et snefnug en smule vanddamp, der udkrystalliserer sig i en tilfældig, geometrisk form og er et vidnesbyrd om, hvor fint selv den mindste og skrøbeligste detalje i naturen er opbygget. Intet andet materiale er så føjeligt, så let og hurtigt at behandle, og ingen kunstner har friere hænder end vinden. Fuglerederne får en høj, spids hat på, hver gren på træer og buske et ærme af sne.

Over mergelgrave, søer og dovne vandløb trækker kulden en hinde af klart glas. Vinden kagler som en tandløs heks og Isner gennem marv og ben. Eftersom vinteren strenges bliver isen tykkere og begynder under bitter, tørt fygende sne at presse mod bredderne.

Isens stemme er en ildevarslende lyd: til tider en sprukken torden, andre gange flinthårde smæld ¾ isen er egen klangbund for sin klagesang. Det er iskrystallerne, der jamrer sig, mens de kryber ind i sig selv, og vandet stivner i alle former og eventyrlige mønstre. Vinden danner en vifte med gennemsigtig ynde på en flagsnor.

Pludselig er trykket for voldsomt, isen spændes som i en bue, og en revne flænger fladen. Hele isspejlet buldrer som en gigantisk tromme. Det sker gerne om natten, når kulden er stærkest.

Blæsten bliver til en vinterstorm, der trommer med nervøse fingre på vinduesruderne, hujer ind over markerne, rusker gennem skovene og dundrer videre ud over det åbne hav.

På en fimbulnat, hvor mælkevejen roterer, hamrer den løs på bakkerne og hvisler gennem lavningerne som brændingen mod en stenet kyst. Undertiden synes den at blæse fra den fjerneste stjerne i det yderste rums kolde dybder, en urtidstone der finder vej blandt ilende kloder til fjerne og ukendte verdener ─ engang.

Om natten falder et stærkt isslag, og næsten morgen skinner solen over en kandiseret by. Under sneprydede buske står erantis og lyser som stjernernes små søstre. Vinterlydene sitrer i kulden. Sneen knirker under støvlerne. Den intense kulde sliber alle lyde til skarpkantede krystaller i en evighedsstemning, gennemtrængt af himmelhvælvets ætsende kulde.

Fugles skingre savtoner af sult hvinende under den arktiske himmel. Frysende duer ses vandrende frem og tilbage på hustagene med hænderne på ryggen.

Blåmejserne virker mere blå, skovskaderne mere spraglede. Sneen gør alle farver klarere og tydeligere, forenkler verden, skjuler distraherende detaljer, glatter ud med kolde hænder på vinterdynen.

Vintermånen jager solen tidligt i seng. En efterglød fylder himlen, som om hver eneste frostkrystal i luften tindrer. På jorden fanger hver en blød snedrive, isglaseret grankvist og hvid bakketop skæret. Tusmørket er som fyldt med gløder betragtet gennem et isblomstret skueglas i en ovndør.

                                                                                   ***

Engang blev der holdt øje med vinden. Jægerne vidste, at jagtlykken afhang af evnen til bestandigt at have vinden imod sig. Bønderne vidste om skiftende vinde bragte regn eller tørke. Fiskerne tog bestik af vindforholdene for at pejle sig frem til gode fangstpladser.

Polynesiske søfolk fandt vej til fjerne øer ved at ligge på ryggen i kanoerne og mærke dønningerne, som blev skabt af blæsten ved fjernt beliggende kystområder. Eskimoer mestrer at navigere i arktiske ødemarker, hvor tåge eller sne eller begge dele kan sløre alle orienteringspunkter, ved at følge gammelkendte vindstrømme over sneen og isen.

Evnen til at udnytte vinden bragte spanske, hollandske, franske og engelske fartøjer til Afrika, Indien og Amerika. En engelsk kaptajn ved navn Earl Ross skriver i sin logbog, der ligger opslået i et glasskab på Søfartsmuseet i Southampton, at han kunne forudse storme ved at lytte til vindens toner i skibets rigning.

Nutidens mennesker savner fornemmelse for det væsentlige ved ikke at interessere sig for, fra hvilket verdenshjørne vinden blæser. Vi bor inden for mure, omgivet af mange forskellige slags materialer, og vinden uden for er ofte et resultat af vore egne aktiviteter ¾ det evindelige sus fra passerende biler eller fra luftstrømme af varmeudslip, som presses gennem smalle gader.

Vejrudsigten får vi af medierne, ikke fra vinden omkring os. Vi hører vinden som lyde i ejendommen: klapren af døre og vinduer og skraben af grene mod ruderne. Det er vindens popmusik, så ulig dens poetiske toner, som er raslen af bladløv, grenes knagen og bølgers brusen. Blot ved at lytte til den bliver man klog på verden.

Der er ubarmhjertige vinde, som omstyrter træer og blæser tagene af husene, og den særlige vind, der i Israel kaldes sharav, som udløser irritabilitet, hovedpine, kvalme og åndedrætsbesvær. I Tyskland påstås føhnen at blæse hjertesorg ned fra Alperne. Santa Ana-vinden i det sydlige Californien får skyld for depressioner og husspektakler. I Genéve sker der flere trafikuheld end normalt under den ejendommelige nordøstenvind, som schweizerne har døbt bise.

At trække vejret holder os i live. Jøderne, araberne, romerne og grækerne tog alle deres ord for ånd fra ordet for vind.

Eskimokvinder jagede tidligere blæsten fra deres huler og igloer med køller, mens mændene skød den med rifler for at dræbe den onde ånd, som de mente red på vindstødene.

Et digt hos Navajo-indianerne omtaler furene på fingerspidserne som "vindens spor" skabt af "den vind, som blæste, da vore forfædre blev til."

Menneskers dagligdag er ikke længere afhængig af vinden, som den var for fjernere generationer. Vi ser ingen lighed mellem vind og ånd, har knap øje og sind for de enkle glæder, som vinden bringer med sig. Den giver liv til et landskab ved at få en kornmark til at bølge, den får klitternes marehalm til at lyde som krydsede klinger i duel og bestemmer rytmen i haglvejrets stepdans på taget. Vinden puster frisk luft i vores lunger, og glæder forår og sommer vores lugtesans med blomsterdufte. Og vindens musik fryder vort øre.

Det mest interessante ved Koranen er, at den i sig selv indeholder krumsværdet i "korstoget" mod Islam.

Koranen er Guds åbenbaring givet menneskene i Hans eget talte ord gennem englen Gabriel til profeten Muhammad. Intet ord kan derfor ændres eller fraviges.

Følgende er uddrag af Sura 2. Citat fra vers 186: Måneden Ramadân er, den i hvilken Qur'ânen blev åbenbaret som retledning for menneskeheden. Derfor skal den, som er vidne til denne måned, faste i den. Citat slut.
Ramadanen ligger ikke fast i året efter vor tidsregning, men følger det muslimske måneår, og falder derfor cirka 11 dage tidligere år for år og kommer således efterhånden til at ligge på alle årstider.

Men hvornår begynde fasten da i døgnet nord for polarcirklen, eksempelvis i Thule på Grønland, når ramadanen falder ved midsommer? Den rettroende slår op i Koranen Sura 2 vers 188 og læser. Citat:"...spis og drik, indtil morgenrødens hvide tråd kan skelnes fra dens sorte tråd, og fuldend fasten indtil natten falder på. Citat slut.

Dette poetiske udtryk beskriver det tidspunkt på morgenen, da man netop i mørket kan se en stribe af lys fra den opgående sol. Da solen i Thule er på himlen i cirka to måneder uafbrudt, er der hermed hverken nogen morgenrødens hvide tråd at skelne fra dens mørke tråd, ej heller nogen nat. Profeten Muhammeds gud, som med et af sine 99 navne kaldes den alvidende, vidste åbenbart ikke at jorden er rund, eller rettere, Muhammed vidste det ikke.

Koranen viser således i kraft af sig selv at være et rent menneskeværk, og det kan derfor undre, at veluddannede muslimer, her i blandt medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, konvertitten imamen Abdul Wahid Pedersen og imamen Fativ Aleh kan læse disse vers uden at miste troen, når man ellers hævder, at Koranen er universelt gældende gudsord. Versene viser Islam som ren fiction skabt af profetens Muhammeds hallucinationer, akkurat som de kristnes bibel er blevet til på samme måde.

Det er ikke ukendt, at mennesker kan få "åbenbaringer" i forbindelse med visse meditationsformer, selvom det i virkeligheden er hjernespind, og Muhammed levede under påvirkning af både jøder og kristne i et i øvrigt
hedensk Arabien. Disse "åbenbaringer" kan være aldeles virkelighedstro, især når der er euforiserende stoffer involveret, hvad der var et meget udbredt og legalt nydelsesmiddel i hine fjerne tider.

Det citerede vers er derfor Islams egen krumsabel i "korstoget" mod "sandheden" i Islam og mod idégrundlaget for de rabiate og fundamentalistiske muslimske organisationer i Danmark og andre lande.

Hvis Hizb-ut-Tahrir ikke kan finde ud af at stoppe sine hadefulde udfald, er der på lang sigt en definitiv løsning på problemet: Den dansk Stat inviterer alle i den verdensomspændende organisation Hizb-ut-Tahrir til en månedlang konference med alt betalt med pligt til at følge koranens bud helt bogstaveligt. Konferencen afholdes på station Nord i Grønland under hele ramadanen i år 2015. Den bliver dyr i transport, omend der jo kun vil være brug for enkeltbilletter, men billig hvad angår kost og drikkelse, for det vil der jo ifølge koranens bud slet ikke være behov for. Og en måned uden fast føde kan enkelte måske lige klare, men uden vand klarer ingen sig.

I sin dagbog skriver den franske maler Eugène Delacroix (1798-1863), der var passioneret jæger og lystfisker:

"Champrosay, 21. oktober, 1856. Jeg føler stadig denne opladthed for naturen, denne friske modtagelighed for indtryk, som man i reglen kun har i ungdommen. Jeg tror, at de fleste mennesker ikke kender den, de siger: Det er godt vejr, hvor de træer er store, men alt dette gennemtrænger dem ikke med en særlig, fortryllende glæde, som er handlende poesi."

En dansk digter, Verner A. G. Andersen (f.1920) skrev i en artikel: "Mennesket må føle sig i nær kontakt med jorden  ligesom edderkoppen med sit spind  for at kunne lære sig selv og sine muligheder at kende. Den græske mytologi beretter, at Antaios ikke kunne besejres, så længe han rørte sin mor, Jorden. Oversat til moderne sprog drejer det sig om ikke at miste jordforbindelsen, hverken åndeligt eller rent bogstaveligt. Eller som Carl von Linné har sagt det: "Visdom består i at forstå sig selv og verden. Man kan ikke lade hånt om nogen af delene."

Carl von Linné (1707-1778), som hed Carl Linnæus før han blev adlet, er foregangsmanden inden for zoologien og botanikken, som naturelskere og jægere har så meget at takke for, og som den legendariske Ole Cavling udråbte til "støvdragernes ukronede konge", satte af alle årets måneder størst pris på marts.

Det er også en rundhåndet måned. En krøsus, en mæcen, en filantrop. Med antydningens kunst forjætter den forårets komme og lader os ind imellem genopleve efterårets og vinterens vejrlig. Ingen måned er så fuld af løfter og overraskelser. Ingen malers penselstrøg kan indfange marts ¾ den er en stemning i luften, en duft af safter, en umærkelig dirren i jorden. Det kan skylregne som under et skybrud i juli, sile ned, stille og isnende som i november, men for det meste hyller støvregnen landskabet i cellofan.

Pludselige storme med piskende slud kan få mørnede bundgarnspæle til at drive til havs og havers dårligt vedligeholdte stakitter til at vælte. En dyne af sne kan drilagtigt begrave landet dagen efter, at de første violknopper har vist sig. Problemet med sæsonens sidste snevejr er, at man aldrig kan være sikker.

Men så, når man mindst venter det, er den der ¾ en dag der dufter, som om den kommer lige ude fra landet. Fede mopper af skyer vasker himlen blå, luften mister sin skarphed, og solen tindrer varm og gul; når dens stråler kysser vinteren farvel, græder istapperne.

Efter at martsmorgenen med mange gode varsler er kravlet frem fra et tæppe af tåge, opleves dagen lysende grøn, spundet i duft og vellyd. Solstriber knipler på moser og heder, mønstre af guld indrammer lyngblomsterne. Pilegrene knitrede som atlaskgardiner. Fra krattet slynger en solsort sine triller, og et pludseligt vindstød kradser sit navnetræk i vandoverfladen på en sø

Marts er ikke grøn, men overalt i naturen, på åbne marker, i dybe skove, langs levende, men endnu nøgne hegn, anes løftet om, at i morgen, i hvert fald i overmorgen, står det hele grønt ¾ helt sikkert!

Da Linné påbegyndte sin løbebane var naturvidenskaben kun støvet boglærdom, men det lykkedes ham at åbne vinduerne på vid gab til den verden, som kun få havde særlig indsigt i. Han var forudset til at være den, der skulle blæse frisk luft ind i de beklumrede studerekamre. Han havde blik og sans for naturens orden og harmoni og skabte system i det kaos, der hidtil havde rådet i zoologien og botanikken.

"Hvad vi er, er naturens gave til os, hvad vi bliver til, er vores gave til naturen," skrev han.

Da Carl von Linné fødtes i 1707 i en svensk kapellans fattige hus i landsbyen Råshult i Stenbrohult sogn i Småland var det meste af Sveriges ødemark rig på vidtstrakte skove og ensomme, glitrende søer ─ et sandt paredis for jægere og fiskere ─ og akkurat lige så fattig på opdyrket jord, samt med store afstande mellem gårde og byer, forbundet med slette veje.

Fra barnsben vandrede Carl lange strækninger i denne natur med sin naturkyndige far, der fortalte ham om blomsterne, deres rødder og frø og indprentede ham det latinske navn på de planter, som var kendte på den tid (foto fra egnen hvor han voksede op). Der var også dyrene, elg, hjort, ræv, vildsvin og mange andre at fortælle den videnbegærlige søn om. Og når de gik på jagt eller tog på fiskeri sammen for at opnå en afveksling i hverdagskosten, ofte så tidligt at kragerne kvækkede hæst med morgentåge i halsen, fortalte Linnæus senior om de karakteristiske forskelle på de fire årstider, som han inddelte i: Skovling, såning, slåning og rivning.

Senere fik junior sin barndoms lærdom uddybet og suppleret på fakultetet i Uppsala med den navnkundige professor Celsius som læremester. Og allerede som 21-årig imponerede Carl von Linné det ærværdige gamle fakultet med en forbavsende professionel afhandling med den lidt løjerlige titel: Forspil til blomsternes bryllup.

I afhandlingen blev der gjort rede for det enkle, men så godt som ukendte faktum, at planterne har køn. Tidligere havde de lærde boltret sig med vilde studentikose teorier, for eksempel at "planterne befrier sig for blomsterstøvet for at rense saften"! Carl von Linné gjorde overbevisende rede for, at støvvejen er blomstens kvindelige organ, som rummer ovariet og et livmoderlignende hulrum: frugtknuden. Her udvikles frøet efter at være befrugtet af blomsterstøvet, der dannes af støvbladet, det mandlige organ.

Linné betragtede blomsterne med biernes øjne og forklarede i et poetisk, men fuldkommen korrekt billede, at "kronbladene i sig selv ikke bidrager direkte til bestøvningen, men kun er en brudeseng, smykket med de herligste forhæng og ombølget af sød vellugt."

Denne efter datidens forhold opsigtsvækkende redegørelse for planternes natur indledte en ny ære i naturvidenskabens historie ¾ den linnéske tidsalder. Der gik heller ikke mange år, før Carl von Linnés navn var kendt i udlandet, og i hjemlandet blev han officielt anmodet om at kortlægge Dalarnes natur.

Da Dalarnes kirkeklokker ringede nytåret 1735 ind, var den 28-årige Carl von Linné blandt gæsterne hos landsdelens kendte dr. Moraeus i Falun og forelskede sig i sin værts datter, Sara Lisa. Det var ikke uproblematisk. Han var fattig, og den vordende, velhavende svigerfar stillede som betingelse for sit samtykke til et ægteskab, at Linné uddannede sig til læge i Holland og derefter vendte tilbage til Sverige og etablere en god praksis.

Linné accepterede betingelsen og bestræbte sig i Holland flittigt på at gennemføre sin uddannelse så hurtigt, det kunne lade sig gøre, og fik utroligt nok også tid til at foredrage for hollandske naturvidenskabsmænd om planteverdens "seksualsystem".

Han vendte tilbage til Sverige med eksamensbeviset og sine i mellemtiden trykte, naturvidenskabelige afhandlinger og åbnede en lægepraksis i Stockholm. Da dr. Moraeus så sine honette ambitioner på sin vordende svigersøns vegne rigeligt indfriet, kunne Linné omsider gifte sig med Sara Lisa. Som læge praktiserede han mest i fattigkvartererne, hvor han tog kampen op med udbredte sygdomme som tuberkulose og kønssygdomme, samtidig med at han fortsatte sit naturvidenskabelige arbejde. Ofte var hans arbejdsdag på ikke under atten timer, og eftersom det lykkedes ham at helbrede mange såkaldte "håbløse" sygdomstilfælde, blev der lagt mærke til ham. Det svenske admiralitet udnævnte ham til overlæge i flåden, senere blev han dronningens livlæge, og en dag medstifter af det svenske Videnskabernes Selskab og dets første præsident.

I årenes løb blev Linné hædret af fremstående videnskabsmænd og kulturpersonligheder i mange lande. Den svenske konge adlede ham og skænkede ham en enestående samling af planter fra det tropiske Asien. Andre sjældne planter tilligemed dyr blev sendt ham af beundrere fra jordens fjerneste egne. Unge forskere kom rejsende fra hele verden for at blive undervist af ham personligt. De fattigste lod han bo gratis hos sig i sit hjem i Hammarby.

De planter, disse elever af Carl von Linné siden sendte ham i taknemlighed over, hvad han havde gjort for dem, blev indsat i det kæmpemæssige herbarium, som han gennem årene havde samlet for at kunne granske floraen i selv de fjerneste egne indtil mindste detalje.

Han havde nu opnået det privilegium i kraft af sin store anseelse inden for naturvidenskaben at kunne give navn til alt levende ¾ til blomsterne på marken, fuglene i luften og dyrene i skoven. Han gjorde det efter sit eget system, som er ganske enkelt. Hvert navn består af to ord. Alle roser hedder for eksempel rosa med et tillægsnavn, der adskiller familiens forskellige medlemmer: rosa canina (hunderosen), rosa alba (den hvide rose) ogsåvidere. Linné navngav alt helt op til mennesket: homo sapiens, og inddelte planter og dyr i arter og slægter, grupper og undergrupper. Han opnåede selv at få en planteslægt opkaldt efter sig: Linneæa-slægten.

Carl von Linné fremlagde længe før Darwin beviser for, hvordan alle levende væsner er beslægtede med hinanden. Som ung havde han redegjort for sin indsigt i naturens orden og harmoni i en lille bog på 14 sider. Da den 12. udgave udkom i 1768, var den svulmet op til et kæmpeværk på 2500 sider!

Men det var naturen selv, Linné elskede, ikke det tørre system. Han blev historiens første miljøforkæmper og skrev i en af datidens publikationer: "Hvis en mand vandrer i skoven i mange timer hver dag for sin fornøjelses skyld, anses han for en dagdriver. Men er han spekulant og bruger tiden på at hugge skoven om og lægge jorden øde, er han en nyttig samfundsborger."

Linné forlod ikke mere Sverige. Det var ham tilfredsstillelse nok at færdes i naturen omkring Hammarby. Årene svækkede ikke hans nysgerrighed eller evne til at begejstres over sine oplevelser, og han opfordrede alle til om muligt hver dag at opsøge naturen ligesom Sara Lisa og han, "og opleve det næsten umulige i at overvurdere de fleste tings ligegyldighed i selskab med den", "og desuden", tilføjede han, "ved man jo aldrig, hvornår man skaber et minde".


Jægere, lystfiskere, ja, alle slags naturfolk ved, at gode minder om oplevelser i naturen holder sig længst.

Det går som en drøm - Dum som en dør – Have det som blommen i et æg – Hurtig som et bøjet søm -.

Hvem finder egentlig på alle disse fjollede udtryk? De er nemme at slynge om sig med, for alle forstår meningen, skønt der ikke er nogen.

Fuld som en allike.

Man har uomstødelige beviser på, at skaden stjæler som en ravn, og papegøjen kan imitere en nattergal, men ingen ornitologiske undersøgelser giver grundlag for at tro, at alliken har et overdrevent forbrug af alkoholiske drikke.

Grim som arvesynden.

Det er uden tvivl ment som noget nedsættende om et menneskes udseende, men hvad med sammenligningsgrundlaget? Ingen har jo nogensinde set arvesynden. Og måske eksisterer den slet ikke.

Bande som en tyrk.

Det skulle være mærkeligt andet, hvis der ikke engang imellem slipper en drøj ed over en tyrks læber, men når vi ser på, hvor få her i landet der behersker tyrkisk lingua, kan det blive vanskeligt at bevise, at en tyrk bander mere end en dansker.

En hukommelse som en elefant? Der er bare det ved det, at elefanter er lige så glemsomme som alle andre væsner, den eneste forskel er, at en dårlig hukommelse ikke er noget alvorligt handicap for dem. Hvad har en elefant, som den er nødt til at huske?

Der findes også sammenligninger, som sidder lige i øjet - rammer i den grad plet, at de beriger sproget og gør det mere levende. Ved en vel valgt sammenligning kan man mane et billede frem, som perfekt illustrerer det, man gerne vil sige: let som en fjer, glat som en snog, flad som en fregne, fri som fuglen, tavs som graven. Disse sammenligninger er kvikke, klare og træfsikre.

Så er der de sammenligninger, som man nok kan rette indvendinger imod, men som lige går an, bare man ikke er alt for nøjeregnende: Hvid som et lagen. I de gode gamle dage passede det meget godt, så udtrykket er måske værd at bevare af sentimentale grunde. Men har De set, hvad sengeudstyrsforretningerne kan byde på nu om stunder? Der er lagner i alle regnbuens farver, stribede lagner, ternede lagner og til og med lagner med psykedeliske mønstre.

Blød som smør. Ja, det lyder fint, men det er ikke det mest rammende udtryk, når man står en morgen og har glemt at tage smørret ud af køleskabet aftenen før og skal fordele et benhårdt kvart kilo på fem lune morgenkryddere og tre skolemadpakker.

God som dagen er lang. Det er ment som en kompliment, men så skal det ikke være en af de dage sidst i november, hvor det først lysner kort før frokost og cykellygten skal tændes klokken halv fire.

Selvom disse sammenligninger ikke rammer hovedet på sømmet, så rummer de i hvert fald en vis fornuft. Men når sammenligninger er blottet for enhver sund sans, er de ikke bare sprogblomster men rene vildskud, for eksempel: "Ha' det som blommen i et æg." Skal det nu være noget? Det må være næsten som at stå som sild i en tønde, lukket inde bag en æggeskal uden mulighed for hverken at baske med vingerne eller slå med halen.

Disse sammenligninger er lige så klare som blæk, og man burde faktisk rødme som et psykedelisk lagen, når man bruger dem. De er døde som en røget sild, og vi må hellere indse, at de forslår som en skrædder i helvede.

Og når vi nu er ved det, så er der mange af tilværelsens knap så muntre foreteelser, som henter deres udtryk fra havbiologien. Hvis noget ikke er lykkedes, siger man, at det er gået i fisk. I en overfyldt bus står man som sardiner i en dåse. Har man for højt blodtryk, er man rød som en kogt krebs. Er man fattig, er man flad som en rødspætte, eller man ejer ikke en reje. En upålidelig person kaldes for åleglat og den dumme for en værre torsk. Snorker man, haler man torsk i land, og hænger strømperne og dasker, har man ål i dem. Den skrappe kone er en værre havtaske, og hendes kedelige ægtemand er død som en sild. Politiet betegner mindre berigelsesforbrydere, hælere og lignende som "de små fisk", mens den alvorligere kategori af kriminelle blandt andet omfatter bolighajer. Kort sagt: En hel stime af negative betegnelser, som de stakkels væsener i havene omkring os mere eller mindre uforskyldt har måttet lægge navn til.

I del 5. århundrede e.v.t., skrev egypteren Horapollon fra Nilopolis (billedet) en afhandling om og gjorde udtrykkelig opmærksom på, at de IKKE er et talesprog, men en ren billedskrift med anvendelse af symboler. I indledningen til afhandlingen skriver Horapollon, at hieroglyfferne skal berette for menneskene om, hvordan de kan få solen til at hjælpe dem med at skaffe dem lys og varme. (Afhandlingen blev oversat til græsk af en vis Philip-pos allerede i antikken under titlen: Hieroglyphika. En moderne oversættelse til engelsk er foretaget af George Boas: The Hieroglyphies of horapollon, hes work.)

Efter det 17. århundrede, hvor en egentlig systematisk arkæologisk forskning iværksattes pa internationalt plan, bestræbte man sig på at få en forståelse ud af hieroglyfferne på basis af Horapollon, men resultaterne var groteske og fantasifulde og blottet for enhver meningsforståelse.

Fundet af rosetta-stenen i 1799 med dens 3-sproglige budskab måtte ganske naturligt få de arbejdende forskere dengang til at tro, at man nu havde en kode i hænde som ville åbne for hemmelighederne i de egyptiske tempelrelieffers inskriptioner, og det er forståeligt i dag, at en ihærdig og interesseret mand som franskmanden J. F. Champollion, med begærlighed greb denne tilsyneladende løsning af sproggåden, ikke mindst i betragtning af at han allerede som ll-årig pralede af og vædede om, at han løse hieroglyfgåden. (Også kileskriftoversætteren G. F. Grotefend væddede i 1802 med sin ven Fiorelli om, at han ville påtage sig at finde løsningen på de persiske skrifttegn, hvis han kunne få den nødvendige litteratur i hænde.)

Franskmanden J. F. Champollions tydning af hieroglyfferne blev i øvrigt anfægtet i 1960’erne af den danske fortidsforsker Frede Melhedegaard (foto) og hans svenske kollega Henry Kjellson. De ikke alene hævdede, at i hvert fald nogle af hieroglyfferne formidler tekniske oplysninger, men beviste det tillige ved at fremstille en maskine efter hieroglyfiske tegn, som fungerede ved hjælp af elektricitet. Bevismaterialet blev forelagt og godkendt af direktør dr. David Baird, indtil slutningen af 1970'erne leder af "National Museum of Science and Technology" i Ottawa

Hverken Champollion, Grotefend, eller andre forskere kunne dengang vide, at en ukendt faktor på deres tid: teknologi, i virkeligheden dominerer de forskellige tegnsprog, hvor Horapollon's afhandling omskrevet til vore dages teknologiske lingua vil formidle en viden om, at hieroglyfferne gennem sine symboler og billeder oplyser menneskeheden om mulighederne for at opbygge et moderne samfund baseret på solenergi.

På grundlag af fortidsforskningen og dens bevisbare resultater, er det muligt at konkludere, at samtlige klodens såkaldte kulturområder er genialt konstruerede og tilrettelagte stenbiblioteker, der med udgangspunkt i central-biblioteket i Egypten omhandler solenergiens medvirken til mekaniske husholdnings-og værktøjsformer ― belysning, opvarmning, kørsel, sejllads, flyvning, rumfart, kemiprocesser, læge-videnskab, og andre teknologiske hjælpemidler til at gøre mennesket egnet til et universelt tilhørsforhold. 

Nogle moderne opdagelser ville virke velkendte i visse gamle græske videnskabsmænds og filosoffers øjne. Allerede for over 2000 år siden gjorde de disse iagttagelser:

Hipparchos beregnede solåret til 365¼ dag minus 4 minutter og 48 sekunder - en fejlberegning på kun 6 minutter. Han anslog måneden - tiden fra nymåne til nymåne - til 29 dage, 12 timer, 44 minutter og 3½ sekund — mindre end et sekund forkert! Han beregnede afstanden til månen til 402,350 kilometer — ikke engang 5% ved siden af.

Eratosthenes beregnede med de allermest primitive hjælpemidler jordens omkreds til 39.690 kilometer og dens diameter til 12.635 kilometer. De korrekte tal er 40.075 kilometer og 12.755 kilometer.

Leukippos mente, at alting bestod af atomer, som var uendelige i antal. uforgængelige, altid i bevægelse, og mellem hvilke der var et tomrum.

Demokritos hævdede, at intet eksisterende nogensinde gik til grunde, men blot ændrede form. Han sagde også, at der var en uendelig række verdener i universet, at der konstant blev skabt mange nye, mens mange gamle gik døden i møde. Nogle havde ingen sol eller måne, nogle havde mange. Han påstod også, at livet udviklede sig af en ur-slim.

Op gennem tiderne har månen fyldt mennesket med undren og længsel. For det primitive menneske, for antikkens menneske, for alle tiders drømmere og digtere, var vores drabant en bleg, vandrende natgudinde, en himmelsk inkarnation af kyskhed og utilnærmelighed. Og den ældgamle månedyrkelse har sat sine spor i sproget i navnet "mandag" - eller "månedag", som romerne gjorde til månens hellige dag. .

Den moderne opfattelse af universet begyndte, da Nikolaus Kopernikus i 1543 forbløffede renæssancens verden med sin teori om, at solen - og ikke jorden - var universets centrum. "Midt i det hele dvæler solen," skrev han, "Siddende som på en trone hersker den over sin familie af planeter, der kredser omkring den."

I de følgende år førte forbedrede instrumenter og observationsmetoder til at Tycho Brahe (1546-1601) og hans begavede elev Johannes Kepler (15711630) gjorde nye fundamentale opdagelser om månen og dens bevægelse og fastslog, at den fulgte en ellipseformet bane. Og endelig i 1687 offentliggjorde sir Isaac Newton - i sit trebinds værk Principia, en af de største bedrifter i videnskabens historie - den formulering af tyngdeloven og bevægelsens love, der forblev den autoritative beskrivelse af den himmelske mekanik-principper, indtil Einstein fremsatte sin relativitetsteori.

Den første, der bragte mennesket nærmere månen, var Galileo Galilei i Pisa. I 1610 rettede han den nyopfundne kikkert mod månens bjerge og dale. Han forsøgte også at måle tindernes højde efter skyggernes længde. "Jeg er helt ude af mig selv af betagelse," skrev han.

Men næsten hundrede år før Galilei gjorde sine opdagelser, havde Leonardo da Vinci (billede)rettet sine tanker mod månen. Han havde endog tegnet et flagermuslignende fly til bemandede rumflyvninger. Hans indsigt var forbløffende på baggrund af samtidens beskedne viden. Månen har vinter og sommer hver måned," skrev geniet fra Firenze, "og den har stærkere kulde og stærkere varme end jorden."

Andre i hans samtid mente, at månen var mere eller mindre gennemsigtig, "som om en del var som alabast og en anden som krystal eller glas." Andre troede, at månens overflade var glat og blank og gengav et spejlbillede af jorden.

Leonardo vidste bedre. "Månen er massiv og uigennemsigtig, og den har intet lys selv, men solen oplyser den del af månen, som den ser, Og af denne oplyste del ser vi det, der vender mod os."

Universalgeniet Leonardo da Vinci (billedet) var ikke uden modsætninger. Tilsyneladende var hans omfattende talenter begrænsede til helt bestemte områder: Malerkunsten, anatomien, ingeniørteknologi, musikken, digtningen osv. mens mere humanistiske områder som f.eks. politik og samfundsforhold overhovedet ikke interesserede ham. LV var tilsyneladende ligeglad med hvilken fyrste, han arbejdede for og hvilket mål, denne fyrste havde, når blot fyrsten gav LV mulighed for at udfolde sine mange talenter. Således havde LV ingen problemer med at arbejde for den ellers ilde ansete Cesare Borgia eller for hans tidligere herres fjende, franskmændene, da de havde erobret Milano: ... ganske vist havde Leonardo stået i il Moro's tjeneste (il Moro = hertugen af Milano), men ikke på en måde, der kompromitterede ham. I øvrigt var opfattelsen af loyalitet, især på det politiske område, meget forskellig fra vor tids; det blev anset for en naturlig ting, at man skiftede herre, hvis forholdene førte det med sig.

Men med sine tanker om rumflyvning og sin mekaniske "fugl" var Leonardo fire og et halvt århundrede forud for sin tid, Først med Apollo 11 gik hans spådomme i opfyldelse. "Den store fugl," skrev han, skal fylde "verden med forundring" og "alle historiebøger med sit ry, Og den vil bringe evig hæder til den rede, hvor den blev født."